Ansøgningsfristen er udløbet

Kontorelever og økonomielev søges til Søndre Campus på Københavns Universitet

Du kan sagtens få en karriere på universitetet, selvom du ikke har gået der: Bliv kontorelev på Søndre Campus på Københavns Universitet med speciale i offentlig administration eller i økonomi

Som kontorelev på Søndre Campus kommer du til at spille en vigtig rolle i uddannelsen af fremtidens arbejdskraft. Vi er på udkig efter i alt fem kontorelever, der er klar til at tage hul på en toårig kontoruddannelse ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet med start 1. februar 2024 eller 1. september 2024; Fire elever med speciale i offentlig administration og en elev med speciale i økonomi.

Hvad kan du forvente?

  • Du kommer til at arbejde sammen med dygtige og erfarne kolleger, der vil lære dig alt det, du skal vide om vores uddannelser og forskning.
  • Du får arbejdsopgaver, som er dine, men du skal også kunne samarbejde med dine kollegaer om konkrete opgaver.
  • Du får mulighed for at booste dine sproglige færdigheder, fordi du bl.a. kommer til at arbejde med internationale forskere og studerende.
  • Undervejs lærer du også at mestre en masse IT-systemer og at udvikle færdigheder til at håndtere daglige rutineopgaver og spændende nye udfordringer.
  • Du får din helt egen mentor, som vil guide dig gennem din uddannelse, hjælpe dig med at sætte mål og støtte dig i at nå dem.
  • Sammen med de andre kontorelever vil du også bygge et fedt fællesskab både fagligt og socialt.
  • Med speciale i offentlig administration planlægger du de studerendes eksamener og undervisning, deltager i spændende møder, skrive referater og arrangere events for deltagere fra hele verden.
  • I løbet af din uddannelse i offentlig administration får du også mulighed for kortere forløb i fx vores Økonomicenter, HR-center og Kommunikationsafdeling på Søndre Campus, så du får en forståelse af, hvad det vil sige at arbejde administrativt på et universitet.
  • Med speciale i økonomi sidder du med fakturabetalinger, rejseafregninger, bankbetalinger og afstemninger, og du får indblik i både kreditor- og debitoropgaver. Du får indblik i projekter, budgetter og moms.
  • Din uddannelse i økonomi foregår i Økonomicentret på Søndre Campus og efterfølgende i vores Fælles Administration i Nørregade tæt på Nørreport station, så du får en forståelse af, hvad det vil sige at arbejde med regnskab og økonomi på et universitet.

Studietur til Bruxelles – en del af din uddannelse

Din uddannelse omfatter flere skoleophold på Niels Brock, hvoraf en uge er et betalt studieophold i Bruxelles. Du afslutter skoleforløbet med en skriftlig fagprøve og en mundtlig eksamen.

Dine kvalifikationer

Når du tager en kontoruddannelse, er det vigtigt, at du har et veludviklet servicegen. Du kommer til at servicere mange funktioner, så du skal have lyst til at hjælpe andre ansvarsbevidst og med godt humør. Uddannelsen kræver også, at du er stabil og kan arbejde struktureret og med sans for detaljen. Du skal desuden have gode kommunikative evner både skriftligt og mundtligt på såvel dansk som engelsk og en god forståelse for IT-værktøjer generelt.

Derudover skal du have bestået eller forvente at bestå EUX kontor eller HH, STX, HTX eller HF suppleret med 5 ugers EUS-forløb, eller HG, som skal være adgangsgivende til specialet Offentlig Administration. Er du over 25 år og har gennemført anden erhvervsuddannelse eller har relevant erhvervserfaring, skal du vedhæfte realkompetencevurdering til din ansøgning. Realkompetence-vurderingen kan du få udarbejdet på en handelsskole.

Om os

Dit arbejdsliv bliver blandt 8.500 unge i nye og moderne bygninger på Københavns smukke, prisbelønnede Karens Blixens Plads lige ved siden af Islands Brygge metrostation. 10 minutter på cykel og tre stop med metroen fra Nørreport.

Vi arbejder med forskning og undervisning inden for sprog, kultur, levevilkår og historie – fra fortællinger fra fortiden til nutidens problemstillinger. Vi uddanner kandidater til en række vigtige områder i samfundet, fx gymnasieskolen, kultur- og museumsverdenen, forlagsbranchen og kommunikation og administration i den offentlige og private sektor.

Vores arbejdskultur er præget af højt engagement og en uhøjtidelig omgangstone. Fakultetet består af administration og service, seks institutter og har omkring 8.500 studerende, 725 forskere og undervisere, 95 ph.d.-studerende og 250 administrative medarbejdere.

Din ansættelse

Din ansættelse og løn følger OAO-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/STAT. Er du mellem 18 og 24 år, er startlønnen 14.877,58 kr. pr. måned eksklusive pension. Er du fyldt 25 år, er lønnen 21.523,58 kr. pr. måned eksklusive pension.

Arbejdstiden er på 37 timer pr. uge, og vi har flekstid.

Mere information

Kontakt os på kontorelev@hum.ku.dk for at få mere at vide om stillingen. Du kan også kontakte elevkoordinator Mette Schrøder Bentsen på 35 32 13 59 eller administrationschef Anya Strøm på tel:35 32 56 04. Du kan læse mere om Københavns Universitet og Det Humanistiske Fakultet på www.hum.ku.dk

Vi venter på dig – hvad venter du på?

Tag springet og ansøg nu! Send din ansøgning via "Ansøg nu" knappen. Husk at vedhæfte dit CV og dokumentation for din uddannelse.

Vi planlægger at holde første runde af samtaler i uge 49 og 50, 2023 og anden runde i uge 1, 2024.

Vi glæder os til at læse din ansøgning og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Venligst henvis til elevportalen.dk ved ansøgning


Sted

Københavns Universitet, Søndre Campus
Karen Blixens Plads 7
2300 København S

Datoer

Ansøgningsfrist: 28. november 2023
Tiltrædelse: 1. februar / 1. september 2024

Kontakt

Elevkoordinator, Mette Schrøder Bentsen
(+45) 35 32 13 59
msb@hum.ku.dk

Administrationschef, Anya Strøm
(+45) 35 32 56 04
anya@hum.ku.dk



Find vej

.

Om Københavns Universitet

Københavns Universitet giver sine knap 10.000 medarbejdere muligheder for at udnytte deres talent fuldt ud i et ambitiøst, uformelt miljø. Vi sikrer traditionsrige og moderne rammer om uddannelser og fri forskning på højt internationalt niveau. Vi søger svar og løsninger på fælles problemer og gør ny viden tilgængelig og nyttig for andre.

() På lager
  Gem til senere

 ANNONCE

Elevportalen.dk / Future & Co

Store Kongensgade 81A
DK-1264 København K
CVR: 31584698

Få hjælp til jeres annoncering:

info@elevportalen.dk
Tlf.: 32 500 598

RSS FeedPersondatapolitikHandelsbetingelser

© 2025 IKKE AKTIVERET LICENS — Designed by DAN®